På jagt efter havets krabber

En aktivitet, der hitter hver sommer blandt både børn og voksne, er at tage på jagt efter havets krabber. Krabber er spændende dyr, der bevæger sig sidelæns i krabbegang og har store klosakse, der kan nappe, hvis man ikke er forsigtig. Hvorfor ikke kigge nærmere på krabberne ved at tage ud med snor og tøjklemme og fange nogle?


Sådan gør du

Krabber lever i havet, og det er allerlettest at fange krabber, hvis man fisker fra en badebro – gerne med tang eller sten under, her kan krabberne nemlig godt lide at være.

Lav fiskestangen

Når I går på jagt efter krabberne, skal I bruge nogle hjemmebyggede ’fiskestænger’. Dem laver I ud af snor, møtrikker eller hulsten og en tøjklemme. Det er vigtigt at sætte en sten eller møtrik på snoren, så maddingen falder til bunds, hvor krabberne opholder sig.



Vær hurtig

I sætter maddingen fast i tøjklemmen, og når I får en krabbe på krogen, gælder det om at være hurtig med fiskenettet og få krabben over i nettet og videre til spanden med havvand, som I fylder, inden I begynder at fiske. Man ved, når man har en krabbe på krogen, fordi den begynder at rykke i snoren, men hvis man gerne vil være helt sikker på, om der er bid, kan man ligge på maven på badebroen og holde øje i det klare vand, om der er aktivitet ved klemmen.

Hold krabberne glade

Hvis I fanger krabber i noget tid, er det en god idé at fodre krabberne i spanden lidt med jeres madding, så de ikke bliver sultne. Når I er færdige med at fiske efter krabber, kan I forsigtigt lukke krabberne ud i havet igen eller tage nogle med hjem og kokkerere fx en krabbesuppe.


Huskeliste til krabbefangst

  • En gennemsigtig spand eller balje til de indfangede krabber
  • Snor
  • Sten med hul i eller møtrikker
  • Tøjklemmer
  • Madding: fisk, muslinger eller rejer
  • Fiskenet