Spørgsmål og svar

Få svar på dine spørgsmål om Naturens Uge for skoler og dagtilbud.
  • HVEM KAN TILMELDE SIG?

      Alle skoler, børnehaver, dagplejer og andre børneinstitutioner kan holde Naturens Uge i løbet af ugen 5.-11. september 2022. Om søndagen d. 11. september er alle borgere inviteret ud i naturen, hvor lokale friluftsorganisationer, DN's lokalafdelinger, kommuner og mange andre holder "åbent hus" med aktiviteter for alle aldre.

  • HVORNÅR KAN VI TILMELDE OS?

      Tilmeldingen åbner slut-maj og lukker d. 15. august 2022. Når I tilmelder jer, kommer der en kvitteringsside frem med "Tak for tilmelding" - I får også en bekræftelsesmail. Er I for sent ude, må I selvfølgelig gerne holde Naturens Dag alligevel. I kan finde inspirationsmaterialer her på hjemmesiden under menupunktet skolder og dagtilbud.

  • HVAD SKAL VI GØRE, OG HVOR SKAL VI GÅ HEN?

      I år er temaet "Naturen Tæt På Dig". Målet er, at I i løbet af ugen gennemfører forløb, hvor I kommer ud i naturen og børnene både lærer noget om naturen og får nogle spændende og sjove naturoplevelser med hjem. Alle undervisningsmaterialer er i år blevet digitale og du kan her på hjemmesiden under skole og dagtilbud finde inspiration til aktiviteter i kan lave.

      I bestemmer helt selv, hvor I vil gå hen, og hvad I vil lave. I kender jeres lokalområde bedst og ved, hvor der kan ligge en spændende naturoplevelse. Vi har ikke en fast definition af natur. Natur kan være stranden, åen eller det lokale vandhul i nærheden af jeres børnehave eller skole og meget mere. Stedet afhænger naturligvis også af, hvad I finder passende for aldersgruppen.

  • HVORNÅR SKAL VI HOLDE NATURENS UGE?

      Naturens Uge for skoler og institutioner løber i uge 36 fra d. 5.-11. september 2022. I bestemmer selv, om I vil bruge en enkelt dag, hele ugen eller måske blot en formiddag. Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger, Friluftsrådets medlemsorganisationer og andre grupper afholder Naturens Uge for familier og andre søndag den 11. september 2022. Her er alle velkomne.

  • FÅR VI EN DELTAGERPAKKE?

      I år er alle materialer gjort digitale. Du finder materialerne under siden skoler og dagtilbud her på hjemmesiden.

  • KAN ANDRE KOMME TIL VORES NATURENS DAG?

      Nej. Jeres arrangement er kun for jeres tilmeldte skole, klasse, indskoling, stue eller dagplejegruppe.

  • HVORFOR HOLDE NATURENS UGE?

      Der er mange grunde til hvorfor I bør tilmelde jer Naturens Uge. Her blot nogle af dem:

      • Leg i naturen styrker børns motorik, koncentrationsevne og opfindsomhed.
      • Læringen knyttes sammen med brug af muskler og sanser.
      • Det er sundt for kroppen og godt for humøret at være i naturen.
      • Børn, der har et nært forhold til naturen, vokser op som gode benyttere og beskyttere af vores natur.

      • Og selvfølgelig:
      • Naturen er bare verdens bedste legeplads!

      Naturen er også et spændende klasseværelse. Undervisningen bliver meget konkret og bygger på elevernes egne oplevelser, erfaringer, iagttagelser, undersøgelser og eksperimenter. Naturen leverer konstant lærerige overraskelser, der skaber minder, som børnene kan hænge læringen op på. Hent naturen ind i skolen og tag børnene med ud for at opleve og undersøge naturen på første hånd!

      Vi ved, at I gør en stor forskel ude på skolerne og i institutionerne. Vi håber derfor, at I vil være med til at få endnu flere naturoplevelser ind i børnenes hverdag.

  • HVORDAN SKABER VI MERE OPMÆRKSOMHED OM NATURENS UGE?

      Jo flere, der bliver opmærksomme på Naturens Uge og naturoplevelsernes betydning for både børnene og naturen, jo bedre. Derfor vil vi også opfordre jer til at fortælle om jeres aktiviteter til forældre, lokale aviser og andre medier. Hvis I selv vil skrive til forældre, intranet eller forskellige medier, er I meget velkommen til at bruge teksterne og billederne på hjemmesiden. Se også værktøjskasse for arrangører af Naturens Uge, hvis I gerne vil markedsføre jeres event.