Havet dækker hele 70 % af jordens overflade og gemmer på masser af skjulte oplevelser lige under overfladen: søstjerner, der spiser med maven udad, tætte tangskove som små undervands-regnskove fulde af liv – og fladfisk som skrubber og rødspætter, der lynhurtigt kan skifte farve og næsten forsvinde i sandet.
Det lave vand er fyldt med hemmeligheder – er I klar til at opdage dem?
Sådan gør I
-
Start ved vandkanten med at samle jeres grej ét sted som base.
-
Gå på jagt i det lave vand – husk at være forsigtige med dyrene! Før fiskenet gennem tang, ved sten, på sandbunden og langs moler og se hvad I finder.
-
Saml de små dyr i spande eller bakker med masser af vand, så de kan trække vejret. Husk at skifte vandet, hvis det bliver varmt.
-
Finder I sandpølser på bunden, så grav forsigtigt efter børste- og sandorme. Brug en si til at skylle sandet væk – langsomt og forsigtigt, så ormene dukker frem!
-
Brug bøger eller apps til at finde ud af, hvad I har fanget.
Tid
- 2 timer
Sted
- Ved stranden
Det skal du bruge
- Spande eller akvarier til at samle dyrene i
- Hvide bakker eller opvaskebaljer til at kigge på dyrene tæt på
- Fiskenet (eller en si på et kosteskaft) til at fange smådyr
- En skovl
- En si
- En bog eller app om havets dyr til at genkende dem