De fleste tænker ikke så tit på regnorme – men de er faktisk små vidundere under jorden! De spiser visne blade og graver lange, snørklede gange, som gør jorden blød, luftig og perfekt til planter.
Når det regner, kommer regnormene op til overfladen, fordi deres gange fyldes med vand, så de skal op for at få luft. Ved at trampe og hoppe kan I narre regnormene til at tro, at det regner – så kommer de frem! Og det sjove er, at mågerne også laver regndans for at finde orme. Så næste gang I ser en måge danse på græsplænen, ved I, hvad den er ude på: ormefest!
Sådan lokker I regnormene frem
-
Klar, parat, regndans! Stil jer i en rundkreds på græsset eller skovbunden – nu skal I lokke de små venner frem fra under jeres fødder. Tramp, hop eller løb på stedet, så jorden ryster, og regnormene tror, det regner.
-
Hold øje: Snart dukker de op! Brug en bakke eller spand til at samle dem forsigtigt op. Kig på dem, lad dem kravle på hænderne – og husk at sætte dem fri igen.
TIP: Læg en regnorm forsigtigt på et stykke madpapir, fold papiret som et U og hold det op til øret. Kan I høre de små børster, der hjælper regnormen med at kravle?
Tid
- 30 min
Sted
- På en fugtig græsplæne eller skovbund
Det skal du bruge
- Dine fødder og masser af trampelyst!