Du kan lede efter vilde smådyr hvor som helst og på mange forskellige måder. Der er nemlig små dyr at finde overalt!
Sådan finder I vilde smådyr!
-
Tag et hvidt stykke stof eller en hvid balje og placér den under en busk eller et træ. Ryst nu busken eller træet og se hvilke dyr, der drysser ned.
-
Finder I en gammel træstub eller træstamme, så vend den om og se det myldre frem. Hvis I er heldige, kan I finde både bænkebidere, skolopendre og meget andet!
-
I kan også prøve at vende en stor sten og undersøge hvilke dyr, der har gemt sig dér.
-
Hvis det har regnet for nyligt og jorden er fugtig, kan I prøve at lokke regnormene frem ved at lave “Regnormedansen”!
I skal løbe rigtig hurtigt på stedet. Det får regnormene til at tro, at det regner - og så kigger de måske op af jorden.
-
I kan samle nogle af alle de vilde dyr, du finder i en hvid balje. Så kan I nemmere kigge på dem og undersøge dem. Hvilke dyr har I fundet?
Tid
- 30 minutter - 1 time
Sted
- Haven, gården eller parken
Det skal du bruge
- Hvid opvaskebalje
- Evt. hvidt stykke stof
- Evt. en lup