Havfruens super-suppe

HEADER

Der er noget særligt ved at lave mad ude i naturen. Dufte, lyde og varme kopper mellem hænderne. Denne suppe er nem at lave, og den bringer smagen af havet helt ned i maven. 

Sammen laver I en lille grydefuld misosuppe – fyldt med grønne bønner, havsmag og varme. 

Sådan gør I

  1. Kog op 
    Hæld vand og grøntsagsfond i gryden og varm op over bål eller blus. Det må gerne komme tæt på kogepunktet – men ikke bulderkoge. 

  2. Tilsæt edamame 
    Kom de grønne bønner i, når vandet er godt varmt. De skal kun have 5–10 minutter. 

  3. Rør miso ud 
    Tag lidt af den varme suppe over i en skål og rør misopastaen ud, så den bliver glat og uden klumper. Hæld det tilbage i gryden – men pas på: miso må ikke koge, for så mister den smag og næring. 

  4. Server og pynt med tang 
    Hæld suppen op i kopper eller skåle. Klip selv tangen ud, og kom det i hver af jeres portioner. Det giver både smag, struktur og en sjov oplevelse. 

Tid

  • 30-45 minutter

Sted

  • Udenfor ved bålplads eller hjemme i køkkenet

Det skal du bruge

  • 1,8 liter vand
  • 200 ml grøntsagsfond
  • 150 g hvid miso
  • 300 g edamamebønner
  • 200 g blæretang (Frisk tang kan svinge lidt i vægt – brug hvad I har, og lad børnene selv tilføje den i koppen)
  • Udstyr:
  • 1 gryde (min. 3 liter)
  • Skeer og kopper/skåle
  • Saks(e) til at klippe tang
  • Skål til at røre miso ud i