Nordjylland: Tag på eventyr i Rold Skov



Rold Skov er en af Danmarks største skove. Den er 80 km2 stor, og du finder den i Nordjylland tæt på Aalborg.


I skoven kan du støde på mange forskellige arter, der boltrer sig i den store skov. Du kan bl.a. møde krondyr, oddere, grævlinger, ræve og et hav af fugle i skoven.


Du kan også sætte dig for at bestige en af de mange bakker, skoven også indeholder eller hoppe i Store Økssø og blive nedkølet.

billede

Midtjylland: Udforsk Danmarks største skov

billede

Med et areal på 128 kvadratkilometer er Silkeborgskovene det største skovområde i Danmark.

Du skal tage til Silkeborgskovene, hvis du er lidt af en vandhund. Skovene grænser nemlig op til Silkeborgsøerne, hvor du både kan tage en dukkert eller begive dig ud i vandsport såsom Stand Up Paddle, kajak eller kano.


Det er også muligt at overnatte i skovene, hvis du skulle have ekstra meget blod på tanden. I skovene kan du falde i søvn til lyden af forskellige hjorte, ræve og grævlinger. Du kan også være heldig og spotte Danmarks paradisfugl, isfuglen.



Sydsjælland: Bevæg dig rundt i trætoppene

Har du nogensinde set en skov fra oven? Fra Skovtårnet ved Haslev kan du bevæge dig rundt i trætoppene og spejde over træernes kroner i en højde på 45 meter over jorden og 140 meter over havets overflade.

Tårnet er formet som et timeglas, og naturen ændrer sig hele vejen op, da du ser nye sider af de gamle bøgetræer, jo længere du fortsætter.

Skovtårnet ligger i Gisselfelds skove, og hvis du ikke er så meget til de store højder, kan du også få en fantastisk oplevelse med fødderne på jorden. Ruten til tårnet byder nemlig på en gammel vandmølle, smukke gamle træer og rislende bække.

billede

Fyn: Blandt bøgetræer nær byen

billede

Hvis du vil opleve en skov, der ligger tæt på byen, kan du besøge Næsbyhoved Skov, som ligger lige nord for Odense Havn. Skoven består bl.a. af smukke gamle bøgetræer, og for enden af Motorbådshavnen står et 400 år gammelt et af slagsen.


I midten af skoven støder du på en naturlig banke, Næsbyhoved Voldsted, der er omgivet af ti meter dybe grave, og i skovens vestlige ende er der store sumpede områder, hvor du kan se tagrør.


Selvom skoven ligger nær Odense by, er der stadig et rigt fugleliv, og du kan være heldig at støde på musvåger, spurvehøg, natuglen og store flagspætter i skoven.