Krible krable
3+ lektionerPå smådyrsjagt
Rundt omkring på skolens område lever der mange forskellige smådyr, som man måske ikke lægger mærke til i dagligdagen. I kan tage på jagt efter nogle af de dyr ved at lave en lang liste på tavlen med alle de dyr og planter, I ser og finder.
Naturligvis kan man ikke finde navnene på alle sammen, men er det tydeligt, at det er en bille, skriver man blot det. Fx kunne alle fund have et billedet og en tekst. Hvad er det, hvor fandt/fangede/så man det, hvem var finderen osv.
I kan bestemme smådyr ud fra, hvor mange ben de har. Har et dyr fx seks ben, er det nok et insekt, du er stødt på. Nogle dyr har slet ingen ben, mens andre har flere hundrede. I kan gå på jagt efter smådyr og udfylde arket her efter enten antal smådyr med 0 ben, 6 ben, 8 ben eller mange ben eller I kan skrive, hvilke dyr I har fundet. I kan også tegne dyrene, der hvor de passer ind.
Holdjagt
Jagten kan udvides ved at blive en holdjagt, hvor hvert hold får en særlig opgave i forbindelse med jagten. Del fx klassen op i ”Himmelholdet”, ”Luftholdet”, ”Det grønne hold”, ”Jordholdet”, ”Graverholdet”, ”Natholdet”, ”Planteholdet” og ”Trægruppen”. I kan selv finde på flere hold eller grupper, der skal undersøge naturen tæt på skolens område.
Himmelholdet skal i en lektion kigge op og se, hvor mange forskellige fugle de ser. Måske kan de tage billeder af nogle af dem, de ikke kender og prøve at se i en fuglebog eller bruge Inaturalist appen til at identificere fuglene. De kan også markere, hvor mange forskellige fugle, de ser – eller hvor mange af den samme art, de får øje på i løbet af en lektion. Hvilke fugle så de hvor på skolen?
Luftholdet ser på, hvor mange insekter de ser. De kan kigge efter bier, fluer, guldsmede, sommerfugle mm. Insekter er de kriblende dyr, der kaldes for leddyr. Leddyrs kroppe er opdelt i led, som er lette at se. De har skelettet uden på kroppen i stedet for hud. Deres skellet er hårdt, og derfor bliver de nødt til at skifte det når de vokser.
Særligt for insekter er, at de har seks ben og ingen rygsøjle. Nogle mener at der findes mere end 30 millioner arter.
Det grønne hold lægger et hvidt klæde eller en dug under buske eller grene, ryster grenene eller busken og ser, hvad der falder ned. Prøv, om I kan identificere de arter, der falder ned. Her kan I bruge iNaturalist eller et opslagsværk om smådyr. Hvor mange insekter er faldet ned?
Eleverne kan også tage net og ”trække” det igennem græsset for sommerfugle og andre smådyr, som I kan kigge på.
Jordholdet undersøger livet på jordoverfladen. Det gør de ved at fjerne blade, sten mm. og se og undersøge livet der. Måske I kan bruge en lup til at kigge på de smådyr, der gemmer sig på jordoverfladen.
Graverholdet undersøger, hvad der er nede i jorden. Her kan de grave ned i jorden på jagt efter regnorme mm. De kan også se, om de kan spotte muldvarpeskud, mosegris, musehuller osv. Eleverne kan lokke x regnormene frem ved at stå tæt sammen og trampe på samme sted i fem minutter. Disse svingninger får regnormene til at komme op af jorden.
Natholdet er dem, der laver kartoffel- og faldfælder eller sukkerlokning. (her skal der linkes til siden med fælderne)
Planteholdet samler forskellige planter ind og finder deres navne med en plantebog eller Inaturalist appen. Måske skal de blot starte med 10-15 forskellige planter, så mængden ikke bliver uoverskuelig. Planteholdet kan også blive til plante- og svampeholdet og gå på jagt efter svampe. Husk blot at vaske fingre efter at have rørt ved svampene og ikke spise svampene, medmindre I har en ekspert med jer, som kan kende forskel på de mange svampe.
Trægruppen prøver at bestemme de forskellige træer og buske. Her kan I også bruge Inaturalist appen eller et opslagsværk. I kan prøve at bestemme sorten ud fra bladene på træet, hvis der er flere tilbage eller ud fra barken eller træets størrelse.
Hvis der er tid og kræfter, kan klassen arbejde med flere eller alle de forskellige hold, så eleverne får erfaring med observation og indsamling. Ellers kan nogle af holdene slås sammen, eller I kan opfinde nye holdtitler fx ” det høje hold” som undersøger alt, der er højere end børnene osv.
En anden vej er at give eleverne et lille område fx 3 x 3 meter, og der skal de så undersøge, hvor meget forskelligt de kan spotte på en lektion, eller hvad der giver mening i tid. Her kan det igen organiseres i at undersøge forskellige zoner; under jorden, på overfladen, på træer og buske eller i luften.